Langeland Kommune udskifter bilflåden

Langeland Kommune har netop investeret i 15 Toyota Yaris til bilflåden og følger dermed en tendens i de øvrige fynske kommuner, som også har investeret i denne bilmodel.
I løbet af de sidste fire år har Toyota-forhandlerkæden Mogens Frederiksen Automobiler solgt over 300 biler til de fynske kommuner. Og nu er Langeland Kommune ligesom seks andre fynske kommuner også hoppet med på Toyota-vognen. Det sker som led i Langeland Kommunes fornyelse af den kommunale bilflåde, hvor Toyota vandt udbuddet.
 
- Vi fik en fordelagtig treårig rammeaftale, så vi hurtigt kan få leveret flere færdigbyggede biler til kommunen, hvis behovet opstår, fortæller Ole Hansen, servicechef i Langeland Kommune, og uddyber:
 
- Vi har indtil videre bestilt 15 biler i år. Sidste år bestilte vi seks. Vi har valgt netop Toyota Yaris, fordi det var den billigste løsning for os i forhold til totalomkostninger for hele ejerperioden. Samtidig opfyldte bilen alle krav til komfort og udstyr.
 
Ordren til Langeland Kommune lægger sig i slipstrømmen af en række andre kommunale udbud. Herunder et udbud i Faaborg-Midtfyn Kommune, der sidste år investerede i 180 Toyota Yaris. Langt størstedelen af disse blev dog modsat Langeland Kommune solgt i såkaldte hybrid-udgaver, der er en blanding mellem en el-bil og en benzinbil.
 
Ved siden af benzin- og hybridbilerne har enkelte kommuner dog også investeret i el-biler – herunder Odense Kommune, der i 2015 investerede i 100 el-biler til hjemmeplejen. Den løsning har imidlertid heller ikke været relevant for Langeland Kommune:
 
- Vi har nogle enkelte el-biler til de korte ture. Men ellers kører vores ansatte simpelthen for langt med ture på mellem 50 og 150 kilometer til at vi kan klare os med el-biler. Derudover kræver el-biler, at vi også skal bruge penge på at bygge ladestandere, fortæller Ole Hansen. 
 
Hos Mogens Frederiksen Automobiler har man travlt med at få kommunebilerne klargjort, så kommunens ansatte kan blive godt og billigt kørende de næste år. 
 
- Det er selvfølgelig dejligt at have travlt, og vi glæder os over, at vi kan hjælpe kommunerne med at løse deres transportbehov med nogle løsninger der rammer rigtigt i forhold til at sikre en god økonomi, brugervenlighed og miljø, udtaler Morten Bang, der er salgskonsulent hos Mogens Frederiksen Automobiler.